Rigtrim på C33
11-05-2004 Lars Andersen
Vort medlem Niels Bækdal, Lemvig, fortæller her om sine erfaringer. Andre erfaringer og kommentarer er yderst velkomne! Sidste år forsøgte jeg at måle riggen op, så masten står helt lodret i forhold til båden. Derefter gik jeg slavisk frem efter Seldéns anvisninger med at afsatte et mærke 2 m fra vantskruen på topvantet med helt løs vant. Herefter gives lige mange omgange i hver side ind til topvantet har fra 2 meter mærket til vantskruen har forlænget sig 3 mm. Herefter tottes undervanterne så de er knapt så stramme som topvanterne og masten skal herefter være helt lige tværskibs, og krumme knapt en halv masteprofilbredde.. Så er det ud og sejle. Top og undervant efterspændes i læ, så toppen kun falder lidt ud i frisk vind 8 – 9 m/s. Hvor stramme undervanterne skal være afhænger af storsejlets konstruktion. Jo fladere sejlet er syet, jo strammere skal undervanterne være. Efterspændingen er ca. 1- 2 omgange i hver side. Mit nye storsejl er syet til en mastekrumning før der røres ved hækstaget på ca. 5 cm. Sidste år var jeg så heldig, at jeg to gange havde topsejlere fra NORTH ombord. Først Rene Villefrance, og senere Henrik Søderlund. Begge skulle selvfølgelig fintrimme lidt på riggen, men bekræftede, at rigspændingen var korrekt, og masten sat rigtig op. Inden afrigning i efteråret målte jeg afstanden mellem gevindstængerne i vantskruerne (med en skydelære), så jeg i år blot skulle stramme til samme afstand. Riggen står stramt. Læ overvant må aldrig blive slæk så den virker løs, heller ikke i 15 m/s. Hvis topvanterne ikke er strammet ordentligt op, går båden ikke højt nok i hård vind. Jeg har problemer med farten i helt let vind, hvorfor jeg i år vil forsøge at slække topvanterne til kapsejlads i 1 – 3 m/s, men kun 1-2 omgange.
18-05-2004 Michael Dehn
Jeg bruger samme metode til mastetrim (dette er 3. sæson) og jeg har opnået en væsentlig forbedret sejlads. Jeg har ingen problemer i let luft og til kapsejlads sejler båden virkeligt godt.